mandag den 6. september 2010

Roger and out

Vi har på grund af dårligt vejr og en 2. grads forbrænding, der krævede tilsyn af en læge, været nødt til at afbryde togt 5 før tid. Der er langt til enhver form for hjælp, når man ligger ud for Grønlands østkyst, så når der først sker et uheld, afhænger udfaldet i høj grad af besætningens indsats. Hans sad i 4-5 timer med en håndbruser i strakt arm og skyllede den tilskadekomne, og skipper Børge behandlede forbrændingen med en ekspertise, så lægen på sygehuset i Qaqortoq ikke kunne sætte en finger på noget. Det er godt at vide, at man er i så gode hænder.

Patientens måde at tackle det hele på er et kapitel for sig. De grønlandske kvinder ér gjort af et specielt stof (hvis nogen skulle være i tvivl). Østkysten viste sig til sidst fra sin smukkeste side, men ligger nu langt bag os, og foran os ligger et døgns sejlads og en hel del oprydning og vask på fabriksdæk og i laboratorier.

Dette er da også det sidste telegram fra Grønlands Naturinstituts kombinerede reje-, fiske- og hellefisketogter ved Østgrønland i 2010. Hvis bloggen har gjort nogen bare lidt klogere på, hvad vi laver på Pâmiut i sommerhalvåret, har den været umagen værd.

Holdet fra togt 5 takker af.

lørdag den 4. september 2010

Lidt mere om dybhavsrejen "Pandalus borealis"

Rejer findes længere mod nord, end vi når på vore togter. Af de tibenede krebsdyr er rejerne i den røde dybhavsrejes familie de mest kuldetolerante og kan faktisk tåle underafkølet vand (dvs. vand, der er så koldt, at det egentlig burde være frosset, men stadig holdes i flydende tilstand på grund af sit saltindhold og det tryk, der hersker på store dybder). Det hænger sammen med, at rejerne er gode til at regulere magnesiumbalancen i blodet, og bl.a. derfor findes rejer langt ind i de polare områder. Har man kun set søkogte dybhavsrejer, kan man have svært ved at forestille sig, at de hårde, lyserøde klumper i frostposen engang har været farvestrålende og yndefulde dyr. Men det har de! En levende dybhavsreje har en klart rød, gennemsigtig farve, som desværre ikke holder til kogning og frost. Foran dyret vifter et par lange antenner graciøst, og ved grunden af dem sidder øjne, der kan have et smukt grønligt skær, når lyset endelig falder på dem. Som for at understrege elegancen understøttes dyret af fem par lange, tynde ben, der ser ud til at kunne knække ved den mindste berøring - hvilket de så også gør, når de er frosset...

Til at holde den lidt vovede konstruktion på højkant har rejerne i deres antenner et par balanceorganer, som fungerer efter samme princip som øresten i fiskenes indre øre: To små kamre med hver sin lille "sten", der balancerer på følsomme hår og fortæller rejen, hvad der er op og ned i mørket. Disse øresten vokser i en fisk med et lag om året og giver mulighed for, at man kan aflæse fiskens alder direkte (som årringe i en træstub). Det samme er ikke tilfældet med en reje.

En reje – og andre krebsdyr – er i princippet et dyr i rustning (= skallen), og befinder man sig i en rustning, kan man ikke vokse ud over rustningens størrelse. Når en reje bliver for stor til sin skal, er den derfor nødt til at skifte den ud med en ny. Det gør den ved at smøge den gamle skal af og "puste sig op" med vand, så den nye skal, der ligger klar som en blød "fleece" under den gamle, hærder i en passende størrelse med plads til at vokse. Rejer har det altså nogenlunde som menneskenes børn: skoene passer kun rigtig, lige inden de bliver for små. Alt dette garderobeskift betyder, at rejer ikke ophober hårde dele med årringe (som f.eks. øresten), som biologer er så glade for. Alle hårde dele skiftes ved hvert skalskifte, og delene bliver bare lidt større for hver gang. Derfor kan man ikke umiddelbart aflæse en rejes alder. Men da alder og størrelse hænger sammen, forsøger man at omgå dette problem ved at bruge et målebånd: Tager man en bunke rejer og måler længden af dem, kan man se, at der er grupper af individer, som har nogenlunde samme størrelse og derfor sandsynligvis samme alder. På den måde kan man få et billede af aldersfordelingen i bestanden (dvs. antallet af rejer i hver aldersgruppe). Dét er et af de vigtige mål i de biologiske undersøgelser, der ligger til grund for forvaltningen af den grønlandske bestand af rejer.

På vestkysttogterne bruger man rigtig meget tid på at måle rejer! Men her ved østkysten er der generelt så få rejer, at vi for det meste kan måle hele fangsten i løbet af fem minutter.

(Til billedet: Den blågrønne masse bag øjet på den viste reje er rogn, der er under udvikling.)

fredag den 3. september 2010

Fra Sisimiut til Pamiut

Grønlands Naturinstitut har det held at have en rutineret og dygtig skibsbesætning. Men derudover kan vi også trække på en stor skare af studerende og færdiguddannede biologer og assistenter uden for instituttet, som gerne vil tilbringe en del af sommeren på Pâmiuts togter. Det er måske ikke så underligt, for oplevelserne om bord kan med lethed hamle op med ethvert andet reality-show. Man ser dyr, som det er de færreste forundt at se, og kommer steder, hvor der bl.a. er mulighed for at se de store hvaler. Hyggeligt er det også.

Desværre har vi ikke så mange grønlandske studerende i stalden, som vi gerne ville have, så derfor er vi specielt glade, når vi nu har fået Melisa fra Sisimiut med i år. Melisa er også glad for at være med os og virkede fra første dag mere end hjemmevant på skuden. Mens vi havde vind op til 32 sekundmeter, flåede hun stadig fiskerne i kortspil.

Desværre for Naturinstituttet håber Melisa på at kunne studere geologi og ikke biologi, men på det felt skal der nok også være masser at tage sig af i landet fremover. Ind til videre er det heldigvis os, der har glæde af hendes smittende humør og hendes kvikke hoved, og det håber vi også at have de næste somre.

torsdag den 2. september 2010

Ro, rommy og rettelser

Vi havde vindhastigheder op til orkanstyrke i går og kunne af den årsag ikke fiske. I løbet af et døgns langsom sejlads mod bølgerne var vi forskudt så langt mod nordvest, at vi i går aftes lå en times sejlads fra Tasiilaq. Nu ligger vi stille i Ammassalik Fjord og nyder roen bag fjeldene.

Så går tiden bl.a. med at spille kort og Trivial Pursuit, men også med at checke data en ekstra gang og få orden på de småting, man på forventet – og altid indfriet – efterbevilling gemmer til en dag med blæsevejr.

Når en fangst registreres, kan det ikke undgås, at der af og til laves fejl i skemaer og indtastninger. Men da de resultater, der i sidste ende kommer ud af togtet, afhænger af de tal, vi stopper ind i databasen, skal fejl helst rettes (gerne mens hukommelsen er frisk). Det gør vi ved at checke håndskrevne skemaer mod de tilsvarende indtastninger i databasen og lade forskellige programmer løbe de indtastede data igennem for at se, om talværdierne er sandsynlige. Man kan f.eks. regne sig frem til, hvor meget en torsk af en vis længde bør veje, og hvor stor dens lever sandsynligvis må være. Hvis den indtastede længde og de registrerede vægte ikke stemmer overens, skriver programmet en rapport, så vi kan finde fisken i systemet. Det kan dog være umuligt at se, hvad den rigtige værdi skal være, men ofte er det åbenlyst. Der kan f.eks. have sneget sig et ekstra nul ind efter kommaet, eller man kan have skrevet en længde ind i meter i stedet for centimeter.

Til daglig forsøger vi at holde fejlene nede ved at være omhyggelige og checke os selv og hinanden. På dette togt går det faktisk ret godt. Vinden kan vi til gengæld ikke gøre noget ved.

onsdag den 1. september 2010

Brevkassen

Rumstationer, radiostationer – trawlstationer. Man kan lægge mange forskellige stationer ud i både rum og æter, men hvis man ikke lige har begreberne på plads, kan man have svært ved at forstå hinanden. En læser af bloggen har spurgt, hvad det vil sige, at vi "lægger stationer ud". Det forsøger vi meget gerne at svare på. Først en definition: En station er i vores sprogbrug et punkt, hvor man ønsker at foretage et trawlslæb under et af sommerens undersøgelsestogter. Det er ganske enkelt en position på søkortet; f.eks. svarer station 36 på dette togt til positionen "64° 21,5'N / 37° 37,5'W", og når vi har gennemført et trawlslæb på den position, har vi "taget" station 36.

Hvordan det går til, at station 36 ligger lige netop på den angivne position, er en lidt anden historie: Vi kan af økonomiske og praktiske årsager kun anvende Pâmiut i en begrænset periode, hvor vi skal forsøge at dække så meget som muligt af de udenskærs fiskeriressourcers udbredelsesområde (= undersøgelsesområdet). Rent praktisk betyder det, at vi fra begyndelsen af maj til midten af september har mulighed for at trawle på ca. 300 stationer på vestkysten og ca. 200 på østkysten. Inden vi kan gøre det, skal vi lægge stationerne ud.

Naturinstituttets sommertogter ("surveys") med Pâmiut planlægges efter en metode, hvor vi forsøger at placere stationerne nogenlunde tilfældigt i undersøgelsesområdet. Vi kaster i princippet et antal prikker svarende til antallet af stationer ud over et kort over området. Men vi påvirker "kastet" (eller "nedfaldet") sådan, at der ikke ligger klumper af stationer i nogle områder, mens andre områder er helt uden stationer.

Ved Vestgrønland lader vi endvidere vores viden om rejernes fordeling i de foregående års surveys påvirke placeringen af årets positioner. Således sørger vi for, at der havner flere stationer i områder, hvor vi i de foregående år har konstateret mange rejer, og færre, hvor der har været konstateret få eller ingen rejer. Når stationerne endelig er "lagt ud", skulle de gerne ligge tilfældigt, men spredt på en rimelig måde over hele området. Ovenstående er selvfølgelig en meget forenklet beskrivelse af proceduren og principperne. Der ligger en omfattende statistisk og fiskeribiologisk teori til grund for, hvorfor man placerer stationer (næsten) tilfældigt og ikke bruger de samme positioner hvert år. Men det er en historie, der ligger uden for rammerne af denne brevkasse.

/Redaktøren

tirsdag den 31. august 2010

Data i nettet

Til forskel fra resten af den grønlandske trawlerflåde samler Pâmiut ikke fisk eller rejer, men data. Og hvor andre losser paller med søkogte rejer, bringer vi fangsten fra borde i en USB-nøgle, som indeholder en kopi af skibets database. Desværre har vi (endnu) ikke trådløs forbindelse til vores net på havbunden, så der er tungt og meget arbejde, som skal gøres af skib og besætning for at overføre data fra havbund til database.

På vores togt har vi ind til videre fyldt fangstdata fra 43 pletter på søkortet i databasen og er kommet lidt nærmere dette års status over tingenes tilstand på havbunden. Vi har på forhånd udlagt i alt et par hundrede stationer her på østkysten, og hvor det er muligt, gennemfører vi et trawlslæb og registrerer mængden af fisk, rejer, blæksprutter og koraller i trawlen.

Når trawlen først ligger på dækket, har skibsfører og fiskebesætning gjort deres arbejde. Derefter er det den videnskabelige besætnings opgave at registrere alt, der nu er kommet i trawlposen, så godt som overhovedet muligt. Derfor har vi et katalog af regler for, hvordan en fangst skal behandles fra start til slut. Regler vi skal overholde, for at vores data kan sammenlignes fra år til år.

Under dæk sorteres alle fisk, rejer, blæksprutter og koraller i bunker af samme art, som vejes hver for sig. Man kunne forledes til at tro, at en lille fangst betyder lidt arbejde, men det er langt fra tilfældet. En trawlpose med en fangst på 50 kg kan indeholde så mange forskellige arter, at det tager timer at komme igennem den. Omvendt kan et slæb på 500 kg rødfisk klares på relativt kort tid, fordi det kun indeholder én eller to arter (se Kajs indlæg fra d. 18/8).

Alle fisk af en art måles, med mindre der er så mange af dem, at det vil være spildt arbejde at måle alle (når man har målt et bestemt antal fisk eller rejer, får man ikke nødvendigvis mere brugbar information af at måle flere). I det tilfælde tager vi en mindre bunke individer ud og måler dem. De vigtigste arter som torskefisk og hellefisk behandles specielt grundigt: Vi måler ikke blot næsten alle individer i fangsten, men tager også øresten til aldersbestemmelse og registrerer køn og kønsmodenhed samt vægt af lever og kønsorganer. Alt sammen for at få det bedste billede af bestandenes størrelse, alderssammensætning, helbredstilstand og evne til at formere sig. Det er dyrt og omstændeligt, men det er nødvendigt, hvis vi skal have en ide om, hvor vores fiskeriressourcer er på vej hen.

mandag den 30. august 2010

Dohrn Banke

Når man står på dækket af Pâmiut og ser ned i vandet over Dohrn Banke, virker det næsten som en fejltagelse, at en reje, som ofte ender på dyrt porcelæn i de fineste restauranter, uden tvivl vil kalde mudderbunden 400 m nede i det sorte vand for "hjemme". Men her under os leves dagligdagen af Grønlands eksportartikel nr. 1, den røde dybhavsreje. Uden sollys, under et fantastisk højt tryk og med en del af serveringen oppefra i form af nedsynkende døde organismer. Vil man i de omgivelser have noget at spise, er det jo en fordel at kunne lokalisere maden, og faktisk menes dybhavsrejer at "høre" så godt, at de på mere end 1½ kilometers afstand kan registrere fødeemner falde ned på havbunden! Ganske imponerende. Det svarer til, at man i Nuuk ville kunne sidde på sin båd i lystbådehavnen og høre en øl blive sat på Kristinemuts bardisk (det kan ikke udelukkes, at nogle mennesker også har lige netop dén evne). For ca. tyve år siden blev der fisket meget store rejer på Dohrn Banke, og mange af dem blev eksporteret til Japan som rå rejer. Men udbyttet faldt støt gennem slutningen af 80'erne, og efterfølgende aftog den fiskerimæssige indsats, så der årligt nu kun fanges en brøkdel af de mere end 15.000 tons, der var højdepunktet i et par år.

De store rejer er her stadig, men man ved ikke så forfærdeligt meget om rejerne på Dohrn Banke. Kvoten er ca. tre gange højere end fangsten, og man har ikke et pålideligt billede af mængden af rejer på banken. Dybhavsrejen har jo den besynderlige livshistorie, at der næsten altid udvikles en reje af hankøn af den larve, der kommer ud af ægget. Når hannen har vokset sig tilstrækkelig stor - hvilket tager omkring 5 år ved Østgrønland - skifter den køn og bliver hun! Det livsforløb betyder, at de fleste af de store rejer er hunner i "den fødedygtige alder", og man fjerner altså målrettet de individer, der skal sikre bestanden. Da dybhavsrejen samtidig lægger relativt få æg, er den sårbar over for fiskeri.

Her på østkysten ér der måske tyndet godt ud i rejerne, og hvis det er tilfældet, kan det tage lang tid for bestanden at komme sig.